Jeg husker det, som var det i går. Det var en tidlig forårsdag, og solen var lige begyndt at kaste sine første stråler over de frodige marker på Midtfyn. Jeg havde pakket min kikkert, min fuglebog og en god madpakke og var på vej mod Tarup-Davinde. Dette område, kendt for sine mange søer og skovklædte omgivelser, er et sandt paradis for fuglekiggere. Jeg havde hørt rygter om, at man kunne være heldig at se både ørnearter, nattergale og isfugle her, og jeg var spændt på, hvad dagen ville bringe.

Min første destination var en lille, skjult sø, som en erfaren fuglekigger havde anbefalet mig. Jeg ankom tidligt om morgenen, mens duggen stadig lå som et glitrende tæppe over græsset. Der var en særlig ro i luften, kun afbrudt af de første fuglestemmer, der hilste dagen velkommen. Jeg satte mig stille ned ved søens bred og begyndte at spejde med min kikkert.

Det varede ikke længe, før jeg fik øje på min første sjældne art: isfuglen. Den lille farverige fugl, med sin skinnende blå og orange fjerdragt, sad på en gren og spejdede efter fisk i det klare vand. Jeg holdt vejret, mens jeg betragtede dens hurtige, præcise dyk ned i vandet og dens triumferende tilbagevenden med en lille fisk i næbbet. Det var et magisk øjeblik, og jeg følte mig utrolig privilegeret over at være vidne til det.

Efter at have tilbragt et par timer ved søen besluttede jeg mig for at udforske de omkringliggende skovområder. Her håbede jeg på at høre nattergalens berømte sang. Jeg gik stille gennem skoven, og pludselig, som om den vidste, at jeg ventede, begyndte nattergalen at synge. Dens melodiske triller fyldte luften og skabte en næsten hypnotisk stemning. Jeg satte mig ned på en træstub og lyttede, mens jeg forsøgte at indfange lyden i min hukommelse. Der er få ting i verden, der kan sammenlignes med nattergalens sang, og jeg følte mig igen utrolig heldig.

Efter nogle timer i skoven besluttede jeg mig for at tage videre mod de åbne marker og enge, hvor der var rapporteret om observationer af ørne. Midtfyn er kendt for sine vidtstrakte marker og græsningsområder, og det er her, man ofte kan være heldig at spotte de majestætiske ørne. Jeg fandt et godt udsigtspunkt og satte mig til rette med min kikkert.

Det tog lidt tid, men pludselig så jeg en stor skygge glide hen over marken. Jeg rettede min kikkert mod himlen og der, højt oppe, svævede en ørn med bredt udspredte vinger. Det var en havørn, med dens karakteristiske hvide hale og imponerende vingefang. Jeg kunne næsten ikke tro mit eget held. At se en ørn i fri natur er en oplevelse, der tager pusten fra en. Jeg blev siddende og betragtede den, mens den majestætisk kredsede over landskabet.

Dagen var ved at gå på hæld, og selvom jeg havde set nogle af de mest fantastiske fugle, følte jeg, at der stadig var mere at opleve. Jeg besluttede mig for at tage tilbage til Tarup-Davinde en sidste gang, før solen gik ned. Denne gang fandt jeg en lille lysning i skoven, hvor jeg satte mig ned og bare nød stilheden og naturen omkring mig.

Pludselig, som om naturen ville give mig en sidste gave, så jeg noget bevæge sig hurtigt gennem luften. Det var endnu en isfugl, der fløj lavt over vandet, og dens farver lyste op i det sidste dagslys. Jeg fulgte den med øjnene, indtil den forsvandt ud af syne, og jeg følte en dyb forbindelse til naturen omkring mig.

Da jeg til sidst pakkede mine ting sammen og begyndte at gå tilbage mod bilen, følte jeg mig fyldt med en dyb taknemmelighed. Fuglekiggeri på Midtfyn havde givet mig mere, end jeg nogensinde kunne have håbet på. Jeg havde set nogle af de mest sjældne og smukke fugle, og jeg havde følt en særlig ro og forbindelse til naturen.

Denne oplevelse lærte mig, at det ikke kun handler om at se de sjældne arter, men også om at nyde øjeblikkene og værdsætte den skønhed, der findes i naturen. Hvis du nogensinde får chancen for at besøge Midtfyn og opleve fuglekiggeri i Tarup-Davinde, så tag den. Du vil ikke fortryde det.